for mange, mange år siden
Gennemskar Kolindsund Djursland og isolerede det nordlige Djursland som en ø.
Siden hen lukkede åbningen mod Kattegat sig, takket være landhævninger og tilsanding, og Kolindsund blev til Danmarks næststørste sø. Kolindsund har dengang haft et lavt saltindhold på grund af de mange kildevæld og det store nedbørsområde, der tilløb fjorden. Efter sigende var fjorden meget rig på fisk. På grund af den ringe indtrængen af vand fra Kattegat blev Kolindsund til en ferskvandssø, idet fjordens munding hurtigt sandede til, og blev til den gamle Grenå. Dette åløb havde store variationer med dybe åløb enkelte steder med dybder op til 3 meter skiftende til vide forgreninger med kun 30 cm. vand. Op gennem romantikken har landhævninger afkortet Kolindsund til den afgrænsning søen havde umiddelbart før afdræningen i 1870'erne. Søen blev i romantikken helt frem til afdræningen i vid udstrækning anvendt til pramtransporter og anden sejlads ind til tørvemoserne inde i midten af Djursland. Områdets bønder skar rør til tækning og foder til dyrene og hentede sig gode biindtægter i form af fisk fra søen. Fiskeriet har været ganske omfangsrigt, og søen gjorde god gavn, så længe den lå der. |
naturen tér sig, ja den gør
Søen gik ofte over sine bredder. Det gik hårdt ud over de lodsejere, som havde jord ned til søen, og de krævede at noget blev gjort for at forbedre afløbet mod øst.
I 1869 lægges de første planer om at dræne Kolindsund. Oprindeligt var det planen at udtørre den vestlige del af sundet ved at bygge en dæmning tværs over søen. Projektet måtte dog opgives, da søbunden på stedet hvor dæmningen skulle anlægges var så blød, at al fyldjord forsvandt i dybet med samme hast, som det blev kørt på. Planerne måtte herefter lægges om, og projektet kom til at omfatte hele Kolindsund. Det gik godt med at udtørre søen i den tørre sommer, men Fannerup pumpestation viste sig hurtigt utilstrækkelig til at holde arealerne frie for vand i våde perioder. Kaptajn Enrico Dalgas blev tilkaldt som konsulent i oktober 1875, og han opholdt sig i Kolindsund en uges tid, hvorefter han gav projektet en sønderlemmende kritik. Han opfordrede til enten at opgive eller foretage væsentlige ændringer i projektet. Kritikken blev stiltiende taget til efterretning og man valgte at bygge pumpestationen Østre Maskine ved sydkanalen, hvad der fordyrede projektet væsentligt. |